hvilke typer emballage må slet ikke længere bruges

Unødigt tomt rum i kasser forbydes, bestemte former endnu ikke

PPWR forbyder på nuværende tidspunkt ikke specifikke emballageformer såsom "æsken" eller "posen", men den forbyder meget vel en bestemt brug af emballage: unødigt meget tomt rum i en pakke, der sendes til en kunde. Artikel 24 fastlægger en grænse for det tomme-rum-forhold ved forsendelsesemballage i f.eks. e-handel og ved emballage med flere produkter eller grupperede emballager. Den, der sender en lille vare i en alt for stor kasse, fyldt med luft eller overdrevent fyldmateriale, falder i de fleste tilfælde under dette krav. Dette rammer direkte på spørgsmålet hvordan du afgør, om en kasse er for stor eller for tung, da tomrumreglen og vægtminimering i praksis hænger sammen.

Desuden gælder der forbud på stofniveau i stedet for på formniveau: artikel 5 stiller krav til stoffer, der er skadelige for mennesker eller miljø, og artikel 7 kræver en minimumsandel genanvendt materiale i kunststofemballager. En emballageform, der i sig selv er tilladt, kan således stadig ikke opfylde kravene, hvis de anvendte materialer eller stoffer ikke opfylder disse krav. Præcis hvilke stoffer det rammer, beskrives på siden om stoffer, der ikke længere må være i emballager. Der er således ingen simpel liste over "forbudte emballager"; det handler om en kombination af formkrav (tomt rum), materialkrav (genanvendt materiale) og stofkrav.

Hvor dette er baseret på: artikler 24, 7 og 5

Det tomme-rum-forhold følger af artikel 24 i Forordning (EU) 2025/40, genanvendelseskravet for kunststofemballager af artikel 7, og kravene til skadelige stoffer af artikel 5. Fordi det handler om en forordning, gælder indholdet af disse artikler lige meget i hver medlemsstat; der er på dette område ingen plads til en national undtagelse eller en afvigende tærskel. Den, der er i tvivl om, hvorvidt en eksisterende emballage opfylder disse krav, kan underbygge det via test af en emballage, før den tages i brug; denne proces stemmer overens med den måde, hvorpå artikel 5 og artikel 7 kontrolleres i praksis.